Klimakampen.org mødte Jens Galschiøt i lørdags, da han holdt tale til Klimabundmødet på Christiania
Jens Galschiøt, som står bag det store kunstprojekt SevenMeters i København, har ikke meget tiltro til menneskeheden. – Vi klarer den ikke, siger han
- Jeg handler i desperation. Vi står over for en katastrofe og en dag kommer det til en ny Auschwitz.
Så er tonen ligesom lagt.
Kunstneren Jens Galschiøt, som er initiativtager til et af de største kunstprojekter under klimatopmødet i København, SevenMeters, er ikke nogen optimist, når det kommer til vores fremtid på jorden.
Derfor har den verdenskendte kunstner søsat kunstprojektet SevenMeters for at fremhæve de problemer, menneskeheden står over for som følge af klimaforandringerne. Men perspektiverne rækker ud over klimaudfordringerne.
‘Det skræmmer mig’
- Det er ikke så specifikt klimaets redning, jeg fokuserer på. Snarere de politiske konsekvenser, og måden mennesker opfører sig på i krisetider.
- Vi er blevet for grådige og folk reagerer totalitært, se bare det politiske billede i Europa, hvor højrefløjen har vundet frem de sidste 15 år. Det skræmmer mig, og det er det, mine handler mine happenings om.
Kan din kunst være med til at forhindre den katastrofe, du taler om?
- Nej, og skal jeg være ærlig, tror jeg ikke, vi klarer udfordringen. Hele projektet er en slags desperations-handling, siger den 55-årige skulptør.
Selv finansieret projektet
Han har selv finansieret den største del af projektet, som har et budget på omkring en millioner kroner. Udenrigsminsiteriet har dog til kunstnerens overraskelse støttet med 250.000 kroner.
- Det virker som om, de har været åbne over for initiativer, ligesom Københavns Kommune har været flinke med tilladelser. Det er da trods alt positivt, griner Galschiøt inden han stormer videre fra Klimabundmødet på Christiania for at tilse sine mange projekter ude i byen.
Jens Galschiøts kunst-events kan ses rundt om i København frem til den 19. december. Læs mere på SevenMeters’ hjemmeside


Comments on this entry are closed.