Den verdensberømte klimaforsker, Mike Hulme, tror på, at ’kluntede’ løsninger er vejen til et bedre klima
af Jeppe Graugaard
Mike Hulme er en af klima-forskningens mest skandaleombruste personer.
Som Professor of Climate Change på School of Environmental Sciences ved det skandaleombruste University of East Anglia, hvor historien om ‘Climategate’ startede. Han er også en af klimaforskningens mest erfarne herrer, der har følt både politikernes pres på forskningen og mediernes beskyldninger om, at han er skeptiker.
Ifølge Thomson Reuters er han en af de ti mest citerede personer, når det kommer til klimaændringer. Hans seneste bog Why we disagree about climate change har været på mediernes toplister over must reads før COP15.
Han er fortaler for mange små svar på klimaudfordringen og tror ikke på, at COP15 vil levere en aftale, der gør en forskel for jordens samlede CO2-udslip. Klimakampen.org tog til hans foredrag ved konferencen ”Can education change the climate?” på DPU for at spørge ham om, hvorfor COP15 ikke vil levere en løsning, og hvilken rolle medierne spiller i klimadebatten.
Professor Mike Hulme: COP15 vil ikke stoppe klimaændringerne
I dit foredrag kunne man fornemme en skuffelse over forhandlingerne siden Kyoto?
- Hvis jeg ser tilbage på Kyotoaftalen i 1997, var jeg meget optimisk og håbefuld på, at dette var begyndelsen på en proces, der kunne bremse CO2 udledningen.
- 12 år senere har vi set en enorm vækst i udledningerne, og de lande, der har nået deres mål, har kun formået det ved at købe sig til kvoter i ulandene. Så jeg er ikke sikker på, at de store løsninger fra politikerne, der laver de store løfter, vil føre til noget.
- Virkeligheden er, at COP15 ikke vil stoppe klimaændringerne, ligegyldigt hvilken aftale der bliver vedtaget. Jeg er bange for, at jeg ikke er optimistisk indstillet i forhold til, at den type store langtidsforpligtelser er vejen hvorpå samfund ændrer sig. Der er dybere problemer med personlige og kulturelle indstillinger i forhold til vores idéer om vækst og individets trivsel som er alt for snævert defineret med hensyn til personligt forbrug. Og de ændres ikke med en aftale i København.
Så at fokusere på de store løsninger er i sig selv en forhindring for handling?
- Hvis fokus er på løsninger, der er for store og for langt væk i både tid og afstand, så tror jeg, de er en forhindring. Hvis vi skal mobilisere mere end de 2% (af befolkningen red.) i Europa, der er for en ændring i deres livsstil, bliver vi nødt til at finde politiske løsninger, der appellerer psykologisk til de 98%, der ikke er engagerede.
- At manøvrere verden imod et bestemt mål om en middeltemperatur er for mig at se overmod og arrogance i forhold til, hvad menneskeheden kan formå. Jeg ikke det er muligt.
- Det vi kan gøre er at gribe ind i samfundet på et lavere niveau, hvor borgerne kan se, at det betaler sig i det korte løb. I stedet for at vente 60 år, når mange af os er døde alligevel, for at se effekten af vores CO2 reduktioner, kan vi gøre ting nu for at ændre vores livsstil, som har synlige virkninger inden for de næste 3-5 år.
- Men det betyder, at vi må rette opmærksomheden imod det, der sker nu med en række forskellige kortsigtede mål i stedet for et langsigtet mål. Det er ikke en ligeså ambitiøs eller elegant løsning – det er det, jeg kalder ’kluntede’ løsninger – men det er en mere pragmatisk og psykologisk realistisk måde at tackle klimaændringerne på.
Hvilken rolle spiller medierne i debatten om at finde løsninger på klimaproblemerne?
- Der er to svar på det spørgsmål. Ét er at fokusere på de traditionelle medier, og det der driver industrien som i det meste af de sidste århundrede har været at sælge en historie for at lave en profit. Det er ikke en offentlig uddannelsesservice. Og jeg tror at klimaændringer har nyhedsværdi og sælger spalteplads, fordi der er mange vinkler og fortællinger med melodrama og dommedag – det er en god historie, som sælger.
- Noget andet er den tiltagende fragmentering med nye teknologier og muligheder for borgere og individer til at få deres meninger hørt igennem elektroniske og digitale medier. For mig er der et potentiale for at bruge medierne på en konstruktiv og kreativ måde til at føre dialog og at katalysere bevægelser i lokalsamfundene. Det er for mig den mest interessante tilgang til en analyse af medierne.
- I stedet for den store narrativ om en global løsning på klimaændringerne, må vi indse, at vi lever i en fragmenteret verden. Vi lever i en verden, hvor stemmer nemt kan blive hørt, og hvor folk kan mobiliseres på det lokale niveau hurtigere, end vi kan få 192 nationer til at blive enige om en global traktat. Dét er en vej som altid vil bevæge sig i den langsommeste deltagers fart. Og det er for langsomt.
Peger omfanget af ’Climategate’ affæren på, at videnskabsfolk ikke er klædt på til at kommunikere med medierne?
- Nogle gange tror vi måske, at vi kan lave videnskab i det private bag lukkede døre. Jeg tror ikke, det er en behjælpelig attitude, når det kommer til klimavidenskab.
- Den lektie, vi har lært fra den her episode, vil forhåbentlig gøre klimavidenskaben mere villig til at være åben med deres data. Det er vigtigt for offentligheden at forstå processerne bag videnskabelig forskning som er en menneskelig aktivitet, hvor folk begår fejl, skændes og har besværligheder med at opnå midler til research.
- At åbne videnskabens inderste processer er den eneste måde at skabe tillid til offentligheden. Især når det kommer til et emne som klimaet, hvor med rette folk føler, at de har en andel ikke bare i problemet men også i den viden, vi producerer.
Skrevet i samarbejde med: Jeppe Graugaard, MSc Climate Change
Mike Hulme’s seneste artikel ‘We shouldn’t expect a single Copenhagen treaty to solve things’ kan læses på The Ecologists website.
Comments on this entry are closed.