De vil begå civil ulydighed – en gruppe af grumme universitetslektorer og venner af verdenskendte forfattere fifler med cykler i København NordVest
Glem alt om sortklædte banditter, der bare vil lave ballade. Her på Bolsjefabrikken arbejder de med cykler, og de vil begå civil ulydighed. Faktisk kan politiet let storme stedet og beslaglægge de mange kilo stål og aluminium, for alt her skal bruges til civil ulydighed – Ikke voldelig civil ulydighed.
- Vi prøver at gøre protest og demonstration på gaden mere fantasifyldt og interessant, siger Isa, til daglig universitetsunderviser i Bristol, England.
Men mens der er COP15, er hun talskvinde for ’Put the Fun Between Your Legs’ – en gruppe, der vil bruge cykler som et led i demonstrationen den 16. december. Her vil de forsøge at komme helt tæt på de delegerede i Bella Center.
Fra talerstolen til åbningen af Klimaforum09 slog antiglobaliserings-forfatteren Naomi Klein fast, at det var tid til civil ulydighed – intelligent civil ulydighed. Og det var ikke tilfældigt, at hun fremhævede cykelblokaden. Blandt dem har hun venner.
De tog alt på Ragnhildsgade
På arbejdspladsen foran Bolsjefabrikkens nye lokaler går flere rundt og prøver at finde hoved og hale i de mere eller mindre forvredne cykelstel. Det er langt fra alle, der ved ret meget om cykler, men så kan andre hjælpe.

‘Hvad fanden skete der på Ragnhildsgade?’ En ung kvindelig aktivist er kommet til. Hun er forpustet og spørger en anden i arbejds-smækbukser til politiets aktion natten forinden i aktivisthuset på Østerbro. Han får forklaret, at politiet kom om natten og tog alt med sig fra huset. Selv info-tavlen.
- De vil altid prøve at gøre sociale bevægelser som vores til terrorister, siger talskvinden Isa.
Det kommer ikke bag på hende, at politiet to gange har stormet sovende aktivister, og selvom hun ikke selv sover på Ragnhildsgade, kan hun mærke, det har en effekt på aktivisterne. De bliver mere bange og mere vrede.
Gemmer det hemmelige våben
Den 16. december har gruppen tænkt sig at lave en mur af ’hundredvis af cykler og tusindvis af aktivist-kroppe’. Og de har tre prototyper af cykler, som skal i brug til demonstrationen:
The Svarm – Sværmen: Den skal bestå af enkelte cyklister på speciallavede cykler
The double double trouble – Dobbelt dobbelt problemet: To høje cykler, der bliver svejset sammen af en metaltplade
Og det hemmelige våben, der først bliver afsløret til demonstrationen den 16. december.
Selvom det flyder med masser af cykler uden for Bolsjefabrikken, er aktivisterne optimistiske. De skal nok blive klar til den 16. hvor en cykelblok for første gang ser dagens lys.
Se video med de to første prototyper her


Comments on this entry are closed.