- Vi ændrer ikke verden med det, vi gør. Men det er et skridt på vejen, og hvis alle gjorde det samme, kunne det blive til noget i det store billede, lyder det fra Michael Bremans, der på 17. år er administrerende direktør for virksomheden Ecover, der producerer rengørings- og vaskemidler.
I sig selv en usexet branche, der mest af alt gør sig synlig igennem reklamer med græs- og rødvinspletter, syntetiske dufte og farvekontraster, der ville gøre Harlekin misundelig.
Ecovers brand tilstræber ingen af delene, men derimod miljøbevidsthed.
Hans bæredygtige resultater med Ecover fik sidste år TIME Magazine til at kåre ham som en af verdens 30 miljøhelte, som gør en ekstra indsats. F.eks. får medarbejderne på Ecover tre gange så mange penge i kørselsfradrag ved at køre cykel frem for bil, og hvis bilisterne skal investere i ny bil, kræver Ecover, at købet skal øge bæredygtigheden med 10%. Det skal give økonomisk incitament til at leve klimavenligt.
Bruger ikke al tilgængelig strategi
Michael Bremans forholder sig selv ydmygt til hæderen fra TIME Magazine.
- Det er ikke heroisk det, jeg gør. Det burde være normalen, fortæller han.
Ifølge ham er kernen til verdens klimaproblemer i dag, at vi i meget ringe grad er i stand til at omstille os til nye måder at tænke på. Michael Bremans står for en strategi, der skal finde middelvejen mellem økologi og bæredygtighed på den ene side og forbrugerkontakt og salg på den anden side.
- Vi er gode til at lave produkterne bæredygtige og økologiske, men sandheden er, at vi kunne gøre det 10 gange bedre med den teknologi, vi har i dag. Men det ville gøre vores produkter meget dyrere, og så ville det ikke blive købt. Og uden salg ville bæredygtighed og økologi være ligegyldigt.
Urealistiske idealister holder kursen ren
Med dette udsagn beskriver han kernen af hans egen position. I bund og grund er han stadig en erhvervsleder, der skal skaffe penge i butikken.
- Men vi skal som virksomhed være bevidste om vores ansvar i dette klimaproblem. Vi skal sørge for at give forbrugerne muligheden for at tage et valg, og så skal vi arbejde hårdt på at skabe gennemsigtighed i vores virksomhed.
Balancen mellem det kommercielle og det miljøbevidste bliver konstant varetaget af en person, Michael Bremans selv betegner som Ecovers miljøguru – Peter Malaise. Han er en del af, hvad Bremans kalder den mørkegrønne fløj i Ecover, der konstant sætter spørgsmålstegn ved hele virksomheden, fra medarbejder til produkt.
Den såkaldte mørkegrønne fløj sidder med i bestyrelsen, selvom Bremans betegner dem som idealister og til tider fanatisk urealistiske i deres tilgang.
- Der vil altid være en bedre løsning på det, vi laver i dag, i morgen. Og disse idealistiske mennesker er aldrig tilfredse. Det kan altid være bedre, og det er drivkraften i virksomheden.



Comments on this entry are closed.