Du er her: Forsiden » På gaden » Demonstration den 16. december: Polititæsk til NGO’er og aktivister

Demonstration den 16. december: Polititæsk til NGO’er og aktivister

by Klimakampen.org

in På gaden

En lang demonstrationsdag sluttede på Axeltorv. Turen gik fra Tårnby Station, og ved Bella Center opstod der konfrontationer mellem politi og de 3000 demonstranter. Politiet anvendte knipler og peberspray i kampen om at holde aktivister fra Bella Center

En gruppe på lidt over 100 NGO’er med akkreditering til COP15-topmødet forlod Bella Center for at støde til demonstrationen. Politiet advarede dem om, at de risikerede at blive tilbageholdt, hvis de fortsatte deres vej. Da de alligevel fortsatte gik politiet kort efter på dem med knipler.

Demonstrationen ‘Reclaim the Power’ er det store opråb mod det officielle topmøde. Aktivister fra hele verden vil nedbryde forhandlingerne inde i klimakonferencens højborg, Bella Center. De vil lade dem, de ikke mener bliver hørt i forhandlingerne, blive hørt – folket.

Følg ruten live på kortet og på Twitter, TwitPic og Flickr

Live banner

16:30 Slut på Axeltorv, suppe i DGI-byen

Demonstrationen sluttede efter otte en halv times vandring på Amager og i indre by. Ved Axeltorv holdt arrangørerne en kort tale, hvor de takkede for deltagelsen og opfordrede folk til langsomt at splitte op. Flere demonstranter gik mod DGI-byens klimaforum09, hvor de vil varme sig og få en bid brød.

16:00 Retning mod Axeltorv

Efter halvanden times vandring mod Christiania skiftede demonstrationen retning. Målet er nu Axel Torv.

Demonstrationen er net til Langebro

Demonstrationen er net til Langebro

15:06 ‘Lad jer ikke provokere af politiet’

Vores reporter på stedet melder om urolighed igen efter lang tids fredelig demonstration. For kort tid siden fløj en helikopter meget tæt ned over demonstranterne, og i siderne begyndte politiet at skubbe. Flere af demonstranterne råber til hinanden, at de ikke skal tage politiets provokationer alvorligt, men forholde sig fredeligt.

For kort tid siden trak politiet pludselig hjelmene på igen, på trods af at hele demonstrationen nu i en time har gået fredeligt mod Christiania. De greb ind overfor en enkelt demonstrant, som de tilbageholdte på stedet.

Det er stadig uvist hvorfor politiet har valgt at tage hjelme på, men de beholder dem på og går tæt op ad optoget i begge sider.

13:55 Mod Christiania

Politiet oplyser nu til Klimakampen.org, at de vil føre demonstrationen mod Christiania. En talskvinde for Climate Justice Action meddeler med megafon ud over demonstranterne, at aktionen har været en succes. Forhandlingerne BLEV lukket ned, og det lykkedes at trække delegerede ud af Bella Center.

Optoget er samlet igen. Trommerne spiller og demonstranterne rykker mod Christiania

Optoget er samlet igen. Trommerne spiller og demonstranterne rykker mod Christiania

13:40 Dans og taler i den nu rolige demonstration.

Demonstrationen har nået et roligt stadie. Demonstranter danser og der bliver holdt taler.

Demonstranter danser og synger

Demonstranter danser og synger

13:10 ‘Politiet gik amok’

Jeppe Graugaard, der tidligere har leveret artikler til Klimakampen.org var blandt de demonstranter, som blev angrebet af politiet omkring kl. 12.

Se interviewet her: (på Engelsk)

13:07 Politiet smider hjelmene

Efter en del tumult er der faldet ro over både politiet og demonstranterne. Politiet er blevet beordret til at tage hjelmene af.

12:50 NGO’er fortæller om politiets angreb

Delegerede og NGO-folk blev angrebet af politiet, da de forsøgte at slutte sig til demonstrationen.

“Vi fik at vide, at vi ville få lov at slutte os til demonstrationen, men pludselig ombestemte politiet sig. Vi besluttede os for at vi ikke vil stole på politiet og gik en anden vej, og så gik de på os med kniplerne. Det var delegerede, folk fra NGO’er”

12:16 NGO’erne får tæsk med stave

Foran Bella Center er politiet begyndt at angribe NGO’erne. Vores Reporter på stedet så intet, der skulle tyde på uroligheder. De mange NGO’er var blot pludselig mål for politiet, der trak stavene.

12:07 Politiet lukker af

Hele demonstrationen er blevet lukket inde i begge ender af politiet. Hollændervogne har trukket vejspærringer op i begge ender af Vejlands Allé, og de rykker hele tiden tættere og tvinger aktivisternes område mindre.

12:01 Politiet rykker ind

Politiet begynder nu at rykke ind. To betjente er hoppet op på aktivisternes lastvogn og er i gang med at rydde den.

Omkring hele demonstrationen presser politiet på for at få samling på aktivisterne. Masen og skubben ved fronterne.

En demonstrant bliver tilset af medics efter sammenstød med politiet:

11:45 Peberspray og stave i fronten

En lang front er trukket op foran Bella Center. Politi og aktivister står begge massivt på begge deres sider af linien. Fra begge sidder bliver der maset og skubbet, og politiet anvender peberspray eller knipler, hvis nogen forsøger at trænge igennem.

11:39 Trods advarsler om anholdelser fortsætter de delegerede

Gruppen på de over 100 delegerede og NGO-folk inde fra Bella Center er netop blevet advaret af politiet mod at forlade Bella Center. De vil blive tilbageholdt sammen med resten af demonstranterne, hvis de gør det.

Efter en kort diskussion blev de enige om at støtte deres venner udenfor. De er nu udenfor. Gruppen er sammensat af mange forskellige organisationer og nationer.

ngoforladerBC

En stor gruppe NGO'er forlader nu Bella Center

11:30 Aktivist hopper op på politivogn

En mandlig aktivist hopper op på en af politiets hollændervogne. Han bliver tvunget ned af betjente, der trækker deres knipler.

11:20 Demonstrationen ulmer nu også inde i Bella Center

Ida Auken har uploadet en video inde fra Bella Center, der viser, at der nu ulmer et oprør inde fra selve Bella Center:

Klimakampens reporter fortæller, at gruppen er på mindst 100 demonstranter.

11:21 Politiet tager hjelme på

Blot 400 meter fra den sidste vejafspærring er situationen mere anspændt. Politiet tager hjelmene på, og bliver svaret med ‘this is not a riot.’ Selvom stadig intet er sket, er der en mere ulmende stemning nu. Langs hele Vejlands Allé står en massiv vejafspærring af hollændervogne og kampklædte betjente.

11:05 Politiet advarer om tilbageholdelser

Politiet har netop annonceret på både dansk, tysk og engelsk, at demonstrationen skal stoppe ved afspærringen under metrobroen ved Bella Center. Hvis de ikke respekterer afspærringen og forsøger at trænge igennem, vil de blive tilbageholdt.

10:41 Anholdt for at cykle

Disse cykler var åbenbart ikke af en lovlig model, og skulle bruges til noget 'ikke-lovligt.'

Disse cykler var åbenbart ikke af en lovlig model, og skulle bruges til noget 'ikke-lovligt.'

Ved Bella Center kørte 10 aktivister i den såkaldte bike bloc rundt ved Bella Center. Politiet greb ind og argumenterede, at det var forbudt at cykle der.

De blev anholdt og lagt i strips og futtog meget udramatisk.

Cyklerne er nogle af de få, som politiet endnu ikke har taget. I går ransagede politiet Bolsjefabrikken og tog et stort antal cykler med uden at give nogen grund. Politiet har senere udtalt, at cyklerne var af en ‘ulovlig model’ og at de skønnede, at de skulle bruges til noget ‘ikke-lovligt.’

10:37 Lynsnap aktion af civilklædte politifolk

Ud af det blå foretog en lille gruppe civilklædte betjente en anholdelse midt i demoen. 4 betjente i civilt stod og læste i COP15 bladet, og pludselig satte de i løb. Betjentene greb fat i en aktivist i fronten af demonstrationen og fortsatte i løb hen ad fortorvet. I høj fart ved den næste sidevej dukker en Hollændervogn op, og aktivisten og betjentene forsvinder ind i den.

Vognen kører væk. Hele aktionen tager kun 30 sekunder, og de er væk.

10:25 Indeklemt demonstration

Demonstrationen bevæger sig ad Englandsvej, som er meget smal lige før Vejlands Allé. Demonstrationen er strakt meget tynd og politiet presser på begge sider med mandskab og deres vogne, der skaber en kæde rundt om hele demonstrationen.

Det giver lidt masen i kanterne og urolighed. Politiet skubber demonstranter væk, men de kan ikke stå tættere.

10:07 50 Aktivister brød igennem politilinie og blev anholdt

En gruppe på omkring 50 aktivister brød løs og løb forbi en politilinie ved Bella Center. Politiet fangede dem hurtigt og udramatisk og foretog anholdelser. De sidder nu i futtog udenfor Bella Center.

De første anholdelser bliver foretaget i dagens demonstration. Her ved Bella Center.

De første anholdelser bliver foretaget i dagens demonstration. Her ved Bella Center.

09:52 Politiet giver ultimatum

Ved Bella Center har politiet grebet ind overfor ca. 50 demonstranter. Politiet ønskede ikke at have dem der, og gav dem et ultimatum: Enten tager I toget væk herfra eller også anholder vi jer.

Demonstranterne valgte at tage toget væk.

09:40 Stemning og fest

I hovedoptoget er stemingen høj og demonstranterne synger i kor.

09:16 2000 demonstranter klar til at gå

Antallet af demonstranter vokser stadig, mens de oppe i fronten er ved at køre banneret i stilling. Aktivisternes højttalervogn er netop ankommet til optoget. Det er dog en anden og større vogn end tidligere.

Der er nu omkring 2000 mennesker samlet ved Tårnby Station, der nu bevæger sig nordpå ad Englandsvej. Ligesom demonstrationen den 14 december har aktivisterne dannet kæder langs med hele optoget.

Aktivister danner kæder langs hele optoget, så politiet ikke kan trænge ind i selve demonstrationen.

Aktivister danner kæder langs hele optoget, så politiet ikke kan trænge ind i selve demonstrationen.

08:50 Afventende stemining på Tårnby St.

Omkring 1000 demonstranter på Tårnby Station

Omkring 1000 demonstranter på Tårnby Station

I modsætning til de fleste andre dage er der ingen trommer endnu ved den store demonstration, der tager sit udgangspunkt fra blandt andet Tårnby Station.

Aktivisternes vogn, som Søndag blev konfiskeret af polititet er endnu ikke ankommet til stedet. Det forlyder mellem aktivisterne, at politiet har i sinde at gennemsøge vognen inden demonstrationen går i gang. Sidst endte gennemsøgningen af vognen med anholdelser.

Læs: Politiet brød aftaler, slukkede varmen og provokerede i fængslet

07:50 Massivt politiopbud

Allerede fra klokken 6:30 her til morgen var politiet massivt til stede ved specielt Rosenørns Allé og Gyldenløvesgade. Politiet forventer ifølge Berlingske tidende 5-10.000 demonstranter til dagens aktion. Politiet opfordrer i sammen omgang, at folk tager hjemmefra i god tid, da mange veje i Københavnsområdet vil blive blokkeret i forbindelse med aktionen.

Konfronterende aktion

-Reclaim Power! er en konfronterende masse-handling, der benytter ikke-voldelig civil ulydighed. Vi vil overvinde de fysiske barrierer, der står i vores vej – men vi vil ikke reagere med vold, hvis politiet forsøger at eskalere situationen. Ej heller vil vi skabe farlige situationer – vi vil være der for at få vores stemme hørt!

Med ord som disse på CJAs hjemmeside er der lagt op til endnu en test af den såkaldte ‘lømmelpakke,’ hvis formål i sig selv er at modarbejde civil ulydighed.

Således forsøgte politiet i går at fængsle den tyske talsmand for Climate Justice Action, Tadzio Müller. En handling, der møder stor modstand (læs politikens interview med forsvarsadokat Thorkild Høyer) Til Politiken siger Thorkild Høyer:

-At begynde at fængsle folk på noget de ikke har gjort endnu, hvor man ikke engang ved, om det indebærer en overtrædelse af straffeloven, det er fanme langt ude. Og det må du gerne citere mig for.

Del med dit netværk:
  • Facebook
  • Twitter
  • RSS
  • Google Bookmarks
  • StumbleUpon
  • Digg

Kunne du lide dette, så se mere her:

  1. Demonstration den 13. december: Aktivister stoppet af politiet
  2. Demonstration den 12. december: Festlig demo skæmmet af masseanholdelser
  3. Demonstration den 14. december: Urolig demo endte fredeligt på Christiania
  4. Den store klimademo i billeder: Fest, farver og frygt
  5. ‘Befri klimafanger’-demonstranter: Politi skam jer

Comments on this entry are closed.