Naomi Klein henrykkede publikum med sin åbningstale til Klimaforum09. Her bliver hun interviewet efter talen
Anti-globaliseringsheltinden Naomi Klein var den store stjerne i Klimaforum09’s åbningsceremoni, og opfordrede til ‘intelligent civil ulydighed’
Salen var pakket til sidste plads, da den canadiske journalist og forfatter bag bestselleren No Logo, Naomi Klein, gik på scenen i DGI-Byen. I en halv time lang tale harcelerede ikonet fra anti-globaliserings-bevægelsen mod det etablerede politiske system, som i disse dage er samlet i Bella Center.
- COP15 er det største eksempel på korporativ konspiration. De idéer, der er på bordet i Bella Center kommer ikke i nærheden af at være nok. Det er en hån mod verden, snerrede Klein, og fulgte op med en direkte opfordring til de fremmødte klimaentusiaster:
- Jeg opfordrer til civil ulydighed. Bedraget i Bella Center har kun et svar: Vrede – intelligent vrede.
Obama fik en sviner
Foruden at udtrykke skuffelse over sit eget hjemlands, Canadas, indsats i klimakampen, fik klodens mægtigste mand, USA’s præsident Barack Obama, også en hård medfart. Det medførte jubel og klapsalver fra de intenst lyttende tilhørere.
- Obamaeffekten dulmer vores evne til at tage de rigtige skridt. Og han er den præsident, jeg husker, som har misset flest gyldne muligheder for at skabe store forandringer og fremskridt.
Foruden hovedattraktionen Naomi Klein bød det alternative klimatopmødes åbningsceremoni på et tæt pakket program, som strakte sig fra kl. 18 til midnat. Det internationale publikum blev således underholdt med talere fra hele verden og verdensmusik anført af Lisbeth Diers & Chime Transform, som imponerede ved at spille på intrumenter lavet af is.
Klimaforum09 fortsætter med et dagligt program frem til den 18. december i DGI-Byen. Modsat COP15 i Bella Center, er Klimaforum09 åbent for alle. Se programmet her
Se Naomi Klein argumentere for, at den korporative elite i Bella Center fejler og leder folket bag lyset med falsk håb:


Comments on this entry are closed.