Du er her: Forsiden » På gaden » Demonstration den 11. december: Døede ud på Nørrebro – 64 anholdt

Demonstration den 11. december: Døede ud på Nørrebro – 64 anholdt

by Klimakampen.org

in På gaden

Demonstrationen mod erhvervslivet har været i gang i Københavns gader hele dagen. Aktionen sluttede ved 14-tiden på Nørrebro, efter politiet lagde en jernring omkring adgangsvejene til Indre By. Aktivisterne spredte  sig flere gange i løbet af dagen i det, de kalder afledningsmanøvrer. 64 er anholdt

Live banner

64 anholdte er det foreløbige resultat af dagens klima-demonstration. Politiet oplyser, at hovedparten er anholdt præventivt efter politiloven. Et uspecificeret mindre antal er anholdt efter den hårde straffelov, for blandt andet organiseret hærværk. Iblandt de anholdte er en del udlændinge, herunder en række italienere.

Demonstranterne har flere gange spredt sig i løbet af dagen, for senere at samles igen. Blandt andet foran Forum, hvor Dansk Industri afholder ‘Copenhagen Business Day’. Senere samledes mange aktivister ved Dronning Louises Bro på Nørrebro og længere op ad Nørrebrogade.

Afledningsmanøvrer
Men her blev de stoppet af et talstærkt fremmøde af kampklædt politi og op til 20 hollændervogne, som forhindrede videre adgang til Indre By.

Tidligere ved søerne, blandt andet ved Planetariet, blev flere aktivister  kropsvisiteret. Ifølge flere aktivister er der tale om afledningsmanøvrer, når de, som flere gange tidligere i dag, pludseligt sætter i løb i mindre grupper.

- Vi ved godt, hvor vi skal mødes og hvor vi skal ende, siger en aktivist til Klimakampen.org, uden dog at ville afsløre nærmere om planerne.

15 mål er dog blevet offentliggjort via en flyer, der blev delt rundt i morges. Se længere nede på siden, hvilke organisationer og virksomheder, det drejer sig.

Skubberi og politiblokade
Tidligere ved Forum blussede stemningen op, men efter lidt skubberi mellem politi og demonstranter faldt der ro over forsamlingen igen i en times tid inden de splittede op igen.

I morges ved 10.30-tiden bevægede 500-600 demonstranter sig væk fra Nytorv i Indre København. De blev dog stoppet af politiets blokader i Vestergade før de nåede Rådhuspladsen, hvor det store Hopenhagen-arrangement har til huse.

Senere blev demonstranternes fremfærd stoppet bag busterminalen på Rådhuspladsen. Musikken og trommerytmerne stoppede og der var kun få sporadiske ‘our climate – not your business’-kampråb. Ti af politiets hollændervogne omringede demonstrationen. Senere spredte demonstranterne sig ud i mindre grupper, nogle af grupperne, på 10-20 mand, satte i løb, andre større grupper gik mere roligt mod Forum.

Tidligere efterspurgte politiet med megafoner en demoleder, før de ville lade demonstranterne fortsætte deres færd i Københavns gader. Da demonstranterne var ‘fanget’ i Vestergade forholdt de sig også roligt.

Aktivisternes 15 mål i København

På en flyer som blev delt ud mellem aktivisterne, kan man læse, hvilke organisationer og virksomheder, de går efter.

* DI
* Hopenhagen
* Bright Green Xpo i Forum (arrangeret af DI)
* Danish Energy Association
* McDonalds
* Dan Forestry
* Plastic and Packaging Industries of Denmark
* Dansk Byggeri
* Deloitte
* ArcelorMittal
* Tænketanken Mandag Morgen
* Repsol
* Shell
* Maersk
* Ieta – International Emissions Trading Organization

- Vi vil bevæge os til forskellige steder i byen, hvor folk får mulighed for at bruge diverse strategier for at forstyrre business as usual. Erhvervslivet forsøger at gøre vores og hele verdens klima til deres forretning, står der blandt andet på gruppen, der står bag demonstrationen, Don’t Buy The Lies, hjemmside.

Forretninger barrikaderer sig
Demonstrationen er, under parolen ‘Our Climate – Not Your Business’, primært rettet mod erhvervslivet, som netop i dag er samlet i Forum til Dansk Industris ‘Copenhagen Business Day’.

Forskellige virksomheder i Indre København har forberedt sig på en hård demonstration og har ifølge Danmarks Radio barrikaderet sig eller på anden måde taget sine forbehold over for eksempelvis stenkast og maling.

Klimakampen.org er på gaden hele dagen, og følger live udviklingen her på siden og på vores Twitter-profil. Kig forbi og få friske billeder og reportager, mens det sker.

Del med dit netværk:
  • Facebook
  • Twitter
  • RSS
  • Google Bookmarks
  • StumbleUpon
  • Digg

Kunne du lide dette, så se mere her:

  1. Demonstration den 13. december: Aktivister stoppet af politiet
  2. Demonstration den 12. december: Festlig demo skæmmet af masseanholdelser
  3. Demonstration den 14. december: Urolig demo endte fredeligt på Christiania
  4. Demonstration den 16. december: Polititæsk til NGO’er og aktivister
  5. Alle gør klar til demonstrationer

{ 1 comment }

kirsten gronemann 11. December 2009 at 15:24

Hej i Fire – havde lige brug for at blive opdated, og det bliver man jo her i fineste stil. Be careful out there….

Comments on this entry are closed.